Morsø Kommune har altid været et driftigt centrum for omegnen.
Morsingboerne er et sejt folkefærd, der ikke så let giver op - derfor har mange af tidligere tiders traditioner holdt sig til i dag. De stolte erhvervstraditioner og industrialiseringen i det 19. århundrede lagde grunden til det effektive erhvervsliv, vi ser i dag.
Landbrug, handel og produktion udgør i dag som tidligere den centrale del af erhvervene. Et utal af varer har været produceret på Mors. Lige fra Jernstøberiets komfurer, kakkelovne, gryder og pander til pibetobak og cigarer fra Th. Damborgs Tobakfabrik. Klædefabrik, molerindustri, skibsværft, østersfiskeri, færgefart, slagteri, handel og håndværk gjorde sit til, at Nykøbing tidligere var leveringsdygtig på de fleste områder.
Tiderne skifter og stiller store krav til fleksibilitet og omstillingsevne. Evner som lokalområdet besidder i stor udstrækning. Ser man på det lokale erhvervsliv i dag, fremstår det som et af de bedst tilpassede og moderne i Danmark. Med store industrier inden for bl.a. trævarer, plastik, jern og metal, kemi samt handelsvirksomheder repræsenterer erhvervslivet på mange områder Nykøbing og Mors i både Danmark og resten af verden, og det gøres på så kvalificeret vis, at ord som effektivitet, kvalitet og beslutsomhed ofte er synonym for Mors. |